Optakt: OB – AGF

SønderjyskE tyvstjal 2 point fra AGF sidste fredag, da Tommy Bechmann udlignede til 2-2 i overtiden. Næste kamp i Superligaen er endnu en vanskelig opgave, når OB tager i mod hjemme på Odense Stadion søndag kl. 17.00. Her kan du læse en optakt til det klassiske opgør.

Odense Boldkub havde en sjældent dårlig sæson sidste år, og for første gang i mange år havde AGF rent faktisk et pointmæssigt overtag mod Fynboerne. Klubberne fra landets anden- og tredjestørste byer spillede således to uafgjorte kampe, mens AGF vandt den sidste kamp på udebane i Odense.

Indeværende sæson er til gengæld startet noget bedre for Fynboerne, og efter 10 spillerunder ligger man på en femteplads á point med AGF på fjerdepladsen. Der er altså tale om et meget vigtigt opgør, som meget vel kan give en indikation om, hvilken af de to klubber der for alvor skal slutte sig til topstriden, og hvem der må nøjes med at kæmpe om midterplaceringerne.

Efter en fin start er OB dog inde i en halvskidt periode i øjeblikket, og man har ikke vundet en kamp i Superligaen siden d. 20 august. Præstationerne har ligeledes været noget svingende. Fx tabte man 4-0 til Aab, mens man spillede en flot 2-2 kamp med et meget højt niveau mod FC København. AGF derimod er som bekendt inde i en meget fin periode, og man har ikke tabt i fire kampe i streg i Superligaen. Anført af Aron Johannsson har man formået at gennemføre en form for generationsskifte, som har medført en omgang meget positiv fodbold og en masse mål. Det bliver spændende at se, om Peter Sørensens tropper kan fortsætte den gode stime i Odense.

For at det ikke skal være løgn, så er der også lidt ekstra krydderi til søndagens opgør. En del af den rekordstore pulje med TV-penge bliver nemlig uddelt efter denne runde, og der er det altafgørende om man indtager en 3-, 4- eller 5-plads i ligaen. Det kan betyde en forskel på flere millioner kroner, og det er trods alt væsentlige beløb i en kriseramt branche.

Adam Eckersley måtte udgå af kampen mod SønderjyskE, med noget der lignede et alvorligt trælår. Derfor bliver det et kapløb med tiden, om den Engelske back kan nå at blive klar til søndagens kamp. Han har selv udtalt på Twitter, at han satser hårdt på at blive klar til Odense-kampen, og derfor er han også med i vores bud på en startopstilling. Ellers vil Peter Sørensen ikke ændre det store i forhold til SønderjyskE-kampen. Erfarne Atle Roar Håland fik kamptræning i pokalkampen mod Aarhus Fremad, og glider dog muligvis ind i det centrale forsvar ved siden af Sorin.

Bud på Startopstillinger:

AGF:

 Rasmussen

Kirkeskov – Sorin – Håland – Eckersley

Petersen – Sloth – Nørregaard – Akharraz

Johannsson – Skhirtladze

 OB:

Toppel

Ruud - Høegh  -  Larsen -  Silberbauer

Larsen – Vadocsz - Schoop – Kadrii

Falk – Schoubo

Kampinfo:

OB vs. AGF, søndag d. 30/9-12 kl. 17.00 på Odense Stadion.

Kan ses live på Canal 9.

Overvejer du at tage turen til Odense Stadion, så læs vores Away-guide.

AGFFAN.dk ønsker alle en god kamp!

 






  1. Hvad synes du om dette? Deltag i debatten?






Relaterede nyheder