Optakt: AC Horsens – AGF

AGF’s syvende kamp i denne Superligasæson skal spilles på Casa Arena i Horsens, hvor en af de store overraskelser fra sidste sæson tager imod. AC Horsens – AGF sparkes i gang kl. 19.00 mandag aften, og vi har banket en optakt sammen, så du kan blive klar til lokalopgøret.

AGF har fået en noget famlende Superligastart i denne sæson, og det er således kun blevet til 5 point i 6 kampe. De to seneste opgør er også endt med nederlag mod hhv. nummer 1 og 2 fra sidste sæson. I hjemmekampen i søndags mod FC Nordsjælland var der dog en række opløftende defensive elementer, og det er en generel opfattelse at AGF havde fortjent minimum det ene point.

Desværre kniber det med at få scoret for tiden, og i halvdelen af denne sæsons Superligakampe har AGF forladt banen uden at få scoret. Som en konsekvens af kun 5 mål i de første 6 kampe, var sportschef Brian Steen Nielsen ude at bebude offensive indkøb efter Nordsjælland kampen. Således har der lydt masser af gætterier ugen igennem, og både Sanel Kapidzic og Mark Howard er blevet afskediget i den forgangne uge.

AC Horsens har dog også fået en lidt lunken start på Superligaen, og har kun formået at hente 8 point i de første 6 runder. Især på hjemmebane har det set skidt ud, og det er kun blevet til 1 sølle point i 3 kampe på Casa Arena i denne sæson. Til gengæld har man i modsætning til AGF imponeret alt og alle i Europa League kvalifikationen, hvor man først slog svenske Elfsborg ud, og senest har spillet 1-1 på hjemmebane mod mægtige Sporting Lissabon fra Portugal.

Man må altså forvente at AC Horsens møder op til kampen fyldt med selvtillid, men samtidig at den hårde Europa League kamp måske stadig sidder lidt i benene. Anføreren for ’Den Gule Fare’: Martin Retov har siddet ude med en skade i sæsonstarten, men var tilbage torsdag aften i kampen mod Sporting. Han har uden tvivl været savnet, og han vil helt sikkert tilføre Horsens noget ekstra i kampen mod storebror fra Aarhus.

I sidste sæson mødtes de to hold ligeledes i syvende runde i Horsens, og her blev det til en bemærkelsesværdig sejr til de hvide, hvor Søren Berg scorede fra midterlinjen og Peter Graulund nåede sit mål nr. 100 i den bedste Danske liga. Her havde AGF også fået en halvskidt-start, men kampen i Horsens blev startskuddet til en fin sæson. Lad bare historien gentage sig.

Bud på startopstillinger:

AGF:

Rasmussen

Kirkeskov - Kure – Pasanen – Eckersley

Petersen – Nørregaard - Sloth – Akharraz

Devdariani – Johannsson

ACH: 

 Rønnow

 Nøhr – Rasmussen – Agesen - Kortegaard

 Kryger - Retov – Spelmann -  Drachmann

Fagerberg -  Toft

Kampinfo:

AC Horsens vs. AGF, mandag d. 27/8-12 kl. 19.00 på Casa Arena i Horsens.

Kan ses live på TV2SPORT.

Skal du med til Horsens for at støtte drengene, så læs vores Away-guide til opgøret.

AGFFAN.dk ønsker alle en god kamp!

 






  1. Hvad synes du om dette? Deltag i debatten?






Relaterede nyheder