Den tidligere AGF-profil, Leon Andreasen, vendte i sidste uge flot tilbage fra et langvarigt skadeshelvede, da han scorede i sin første førsteholdskamp i 2 år, hvilket grundlagde Hannover 96’s Europa League-sejr. Defensivspilleren er således tilbage og kan genoptage karrieren, som efterhånden har budt på et langt udlandseventyr, efter han i 2005 forlod barndomsklubben AGF. Hvor karrieren skal slutte, har defensivspilleren da også en lille drøm om.
Selvom de sidste par år har været hårde for Leon Andreasen, har han aldrig for alvor overvejet at stoppe karrieren. På grund af enorm stædighed, har den tidligere AGF-profil kæmpet sig tilbage.
- Jeg er jo så pisse stædig, så det var slet ikke inde i mit hoved at stoppe på noget tidspunkt. Men der har været dage, hvor jeg har været nede at vende. Men så har jeg haft en god familie og venner, som har hjulpet og støttet mig, for det var lidt mig selv, som skulle klare mig igennem, siger Leon Andreasen til sporten.dk i følge tipsbladet.
Efter det årevise skadesmareridt ser det nu igen lyst ud for den tidligere AGF-spiller, som ikke lægger skjul på, at han gerne vil hjem til barndomsklubben og slutte karrieren.
- Det vil jeg meget gerne, men jeg er altså kun 29 år. Men jo, det har jeg jo altid sagt. Jeg vil meget gerne slutte af i AGF.
Leon Andreasen kom til AGF i 1999 og drog udenlands i 2005, da Werder Bremen købte ham. Siden da er det gået via Mainz og Fulham til Hannover, for hvem han indtil videre har spillet 18 kampe. Han står noteret for 105 i AGF.
Af Robert Julholt tirsdag 7. august, 2012 - 13:19





Hvad synes du om dette? Deltag i debatten?