Højt humør på solrig NRGi Park

TRÆNINGSRAPPORT: AGF har endnu sæsonens første sejr til gode efter fem forsøg, hvilket har placeret holdet under nedrykningsstregen i Superligaen. På søndag er der gode chancer for at hente alle tre point, når sidste sæsons bundhold Brøndby kommer på besøg.

AGFFAN.dks udsendte lagde vejen forbi Fredensvang, hvor træningen var annonceret at foregå men her var ikke et øje at se – udover at et af ungdomsholdene trænede på en af banerne bagved. Det er dog ikke første gang man prøver dette, og som så mange gange før var træningen henlagt til NRGi Park på denne solskinsrige fredag.

Da undertegnet ankom til stadion var træningen godt i gang, og der blev spillet 11 mod 11 på en lidt kortere bane end normalt, hvor målene stod på målfeltet. Der blev spillet grå mod grøn, hvor de grønne lignede reserverne. En del pladser ligner dog stadig at være i spil til søndag, da der blev byttet rundt flere gange.

Gråt hold:

Rasmussen
Kirkeskov, Kure, Pasanen, Eckersley
Petersen, Jørgensen/Nørregaard, Sloth, Berg
Devdariani, Johannsson

Grønt hold:

Larsen, Graulund
Akharraz, Scheel, Skhirtladze, Egdebi
Putros, Jønsson, Håland, Moldskred
Hagelskjær

Imens den lille kamp stod på fik Emil Ousager målmandstræning, mens Mark Howard lavede skånekost langs sidelinjen. Arthur Sorin var ikke at se på NRGi Park, så han er næppe i spil til Brøndby-kampen. Det ligner derfor, at Mikkel Kirkeskov for anden kamp i træk skal starte på højre back, selvom han normalt spiller venstre. Den unge forsvarsspiller slap fint fra det i dag, og ser ualmindeligt alsidig ud. Mod Randers FC sluttede han også i det centrale forsvars, som han tidligere har spillet som ungdomsspiller.

Kampen sluttede forholdvis hurtigt efter, og her stoppede træningen for både Martin Jørgensen og Atle Roar Hålands vedkommende. Begge deltog fint i den lille kamp, men så ud til at blive skånet. Håland forlod træningen med is om den ene ankel, mens Jørgensen blot trissede afsted med sin vante haltende gangart.

Tre mod to – Graulund lop på Staff

Herefter skulle der spilles forsvar mod angreb. Der blev spillet tre mod to, hvor angriberne var i overtal. Larsen og Graulund var skiftevis joker for det grønne hold, mens Johannsson og Devdariani var ditto for de grå. Egdebi var en af de bedre i denne øvelse, og tørrede flere gange sin direkte modstander, men den lille teknikker mangler stadig lidt selvtillid. Oftest blev bolden afleveret i stedet for bare at klappe den afsted mod målet.

Prisen for det mest spektakulære mål i denne øvelse må desuden gå til Peter Graulund der kækt loppede bolden henover Steffen Rasmussen. Flot mål – og Graulund lignede desuden ikke en mand der havde nogen som helst problemer. Han ser efterhånden fit for fight ud.

Forskellige formationer afprøvet – Aron J. som højre back?

Træningen sluttede med en kamp på fuld bane de sidste 20 minutter. Holdene var de samme som før – grå mod grøn -, hvor Jesper Sørensen erstattede den ledige plads i det centrale forsvar efter Hålands exit.

Der blev byttet flittigt rundt på de to hold. Blandt andet blev Moldskred sendt i front for ”de rigtige”, hvilket betød at Aron Johannsson spillede på en noget uvant position som højre back for reserverne. Søren Larsen røg desuden også i front på A-holdet, hvor han dannede par med netop Moldskred.

Kampen endte 1-1 på mål af henholdsvis Osama Akharraz og Stephan Petersen.

Mål, lir og jubelscener

Efter træningskampen var træningen slut for de fleste af spillerne, der hoppede i løbeskoene og stille og roligt forlod stadion. En håndfuld angribere havde dog en enkelt øvelse tilbage, hvor de øvede afslutninger med Jesper Sørensen. Det drejede sig om Skhirtladze, Johannsson, Larsen og Moldskred.

Her blev øvet lidt forskellige skudøvelser, hvor der var højt humør på. Søren Larsen scorede på de fleste af hans chancer, og en enkelt gang havde han overskud til at jonglere inden han sparkede bolden i krydset. Den humørfyldte angriber ser ud til snart at være klar til en startplads – og ikke mindst til at lave mål.

De tre andre scorede dog også på forholdsvis mange af deres chancer, og Skhirtladze havde en enkelt gang overskud til at forsøge sig med et saksespark til stor latter for resten af flokken. Generelt var der højt humør på, og der blev jublet højt ved hvert eneste mål – for eksempel da Aron Johannsson kanonerede bolden op i fjerneste hjørne, og han nærmest smed trøjen i begejstring.

Til slut lagde Jesper Sørensen et par indlæg, som skulle heades i mål. Her var Larsen naturligvis i øjenfaldende, men også Moldskred var overraskende god med hovedet. Johannsson valgte at sparke på et af indlæggene, hvilket assistenttræneren brokkede sig over og påpegede islændingen skulle bruge hovedet. Til det svarede Johannsson skeptisk ”Down here?” og signalerede med hånden at han syntes indlæggene lå lige lovlig lavt – men hovedstød er selvfølgelig heller ikke hans favorit disciplin.






  1. Hvad synes du om dette? Deltag i debatten?






Relaterede nyheder