AGF spillede i går sæsonens anden testkamp, da det blev til en 2-0 sejr over Hjørring. AGF stillede op til kampen uden rigtige angribere, da både Søren Larsen og Morten Moldskred er ude med mindre skader. AGF dominerede dog kampen i gennem, og begge mål blev scoret efter pausen, hvor eneste reelle angriber i gårsdagens trup, Aron Johannsson, kom på banen i stedet for Edafe Egbedi. Den unge islænding scorede for anden kamp i træk, hvilket er noteret af cheftræner Peter Sørensen.
- Jeg synes, Egbedi gjorde, hvad man kunne forvente. Han har ikke spillet den position hos os før, og der var meget at forholde sig til. Bortset fra, at han løber for meget i offside, så gjorde han det okay. Aron er kommet ind et par gange, har spillet tæt på to hele halvlege og har scoret to mål. Han har vist sig scoringsdygtig. Det har han måttet tage et par beske kommentarer omkring – at han spillede meget godt, men ikke kunne score. Men det har han kunnet i de her to kampe, og det er noteret, understreger Peter Sørensen overfor AGFfodbold.dk.
I løbet af kampen blev Casper Sloth og Osama Akharraz brugt som hængende angriber i hhv. første og anden halvleg. Peter Sørensen roser især Akharraz for sin boldbegavelse:
- Casper gør det helt okay. Den position, Casper han, er svær, når man ikke har plads, fordi modstanderen bliver presset langt tilbage på banen. Jeg ville gerne have Sloth til at operere i et mellemrum, og det mellemrum bliver lille, når modstanderen står kompakt defensivt. Osama gør det godt, men på det tidspunkt er Hjørring også mere møre, så jeg havde forventet, at han ville få det lettere, end Sloth havde det i første halvleg. Men Osama går ind og gør det rigtig flot, og han viser sig boldbegavet, og at han har kvikke fødder. Han bringer både sig selv og sine medspillere til store muligheder, sagde Peter Sørensen.
Af Robert Julholt fredag 10. februar, 2012 - 15:48



